En julehilsen fra Simplex A/S…

Aalborg den 28/11-2011 

Hej Alle på Gl Brydegaard

Tak tak for en uforglemmelig oplevelse,

på rigtig mange måder,

perfekte rammer,

ualmindelig sødt personale,

super super mad,

og en rigtig god oplevelse i naturen.

 

Mange tak for lån af den dejlige tipi,

som vi havde meget glæde af.

De bedste anbefalinger til andre fra os.

 

De Aller kærligste hilsner fra os alle her i Simplex.

Kis Flindt

Personaletur til Benniksgaard v/Rinkenæs

Jeg har i mit tidligere lønmodtagerliv prøvet og lært meget. En af de ting, der altid har gjort stort indtryk på mig var, når der blev afsat tid til at få indblik i kollegaers forskellige verdenskort og høre andres synspunkter, vinkler på situationer.

I de 6 år vi har været på Gl. Brydegaard, har vi hvert år hevet en dag ud af arbejdskalenderen og anvendt den til indblik, udblik og fordybelse i, hvad det var vi beskæftigede os med, hvorfor og hvordan. I år har vi gjort det lidt grundigere; det faste personale – 10 mand – tog afsted søndag til Benniksgård, hvor vi startede med inspiration i restauranten og dernæst en overnatning i eget luksusdobbeltværelse.
Der blev spejdet, sammenlignet, kritiseret og lagt mærke til, hvorledes de ansatte greb servicering an – til stor fornøjelse og debat. Mandag morgen var så arbejdsdag, hvor vi havde hyret Palle fra ContraDanmarks. Han stod for professionel hjælp til at få en konstruktiv og indholdsrig dag med DISC profil samt kiggen i hinandens verdener med arbejdsopgaver, forhindringer, begrænsninger og masser af gode ideer til, hvordan vi kan blive endnu dygtigere.

Vi tog fra Benniksgaard mandag kl. 16 fyldt med  inspiration og topmotiverede. Jeg fik lavet en aftale med dygtige Mads – direktøren på stedet. Han besøger os på Gl. Brydegaard og øser ud af sin viden. Måske skal vi samarbejde om et lille spændende projekt…

– God investering!

Smagens Time – Forbudt for voksne – EN STOR SUCCES!

26 børn i alderen 6-15 år fyldte vores restaurant i tirsdags – DET VAR SJOVT. Menuen bestod af forret med dampede muslinger i suppe af danske efterårsurter, hovedret med braiseret kalveskank, bagt kartoffel/græskar-mos, svampe og kalvesky. Desserten bestod af en ostetallerken samt en lun chokoladekage med fynske æbler i myntesirup.De var så seje ungerne – dels til at smage på alt – og til at spise op – men sørme også til at socialisere sig. Flere kom helt alene, nogle to og to, de sad til bords med nogen de ikke kendte og efter lidt tid, gik snakken muntert og naturligt. Dette kunne for mange voksne være vældigt grænseoverskridende. Så jeg er imponeret og blev helt høj af denne oplevelse. Vi er selvfølgelig med næste år – og blev inspireret til at overveje, om vi kan lave vores koncept  “Vild med ild og kokkeri” med børn.

Efterårstanker

Vi har haft en dejlig travl uge med glade kursister, et hold har udfordret medarbejderne med “Vild med ild & kokkeri”. De snittede, brasede, stegte og pyntede alt imens de nød at gå på vores nylagte underlag. Det er simpelthen noget af det sejeste jeg længe har set. Hvad syntes I? Nu bliver det så spændende at se, hvad vind, vejr og “Vild med ild” gæster gør ved det på længere sigt.

Peters Adventuregames har igen besøgt Gl. Brydegaard – her skulle et hold kursister dyste med 7 forskellige baner. Bl.a. blev der kæmpet med et megastort labyrintspil med stor gejst og ildhu.

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=uQKKfXcmROQ]

Og vindmøllegiganten har også gæstet os i denne uge. Jeg fik en interessant snak med en medarbejder om situationen her, der og ude i verden – og det er en, ud af mange glæder jeg som Hotelejer har – en snak med mange spændende, sprudlende og dygtige mennesker.

Muldvarpen – eller muldvarperne. De kan godt lide sild – så vi kæmper videre.

Og brøleren – brøler “Har du noget at klage over?”

Claus Meyer – “Smagens time, forbudt for voksne”

Claus Meyer har igen rystet noget nyt og godt ud af ærmet. “Smagens time, forbudt for voksne”. Han har udvalgt 100 restauranter i Danmark til at deltage i projektet, hvor det er børnenes tur til en kulinarisk oplevelse. Sæsonens bedste råvarer, god smag og madglæde er alle nøgleord for projektet og overskuddet fra Smagens Time går ubeskåret til at etablere en madskole for fattige unge i Bolivias hovedstad, La Paz, i samarbejde med IBIS.

Glæd dit barn med en madoplevelse udover det sædvanlige. Vi åbner dørene – og glæder os til at servere “mad fra bunden – til glæde for munden” i børnehøjde.

Tirsdag d. 15. november kl. 17-18.30

Billetten koster 100 kr. og kan købes på clausmeyer.dk. Husk, det er forbudt for voksne! Du kan læse endnu mere om SMAGENS TIME her.

Gammel Brydegaard

Helt almindelig fredag

Dagen starter med en fuldstændig flot solopgang – det tegner til en god weekend.

Vild med ild og kokkeri – udenomsarealer

Vi har vejet, vurderet og valgt  –   til arealet hvor kokken og deltagerne laver mad over bål –  stammer fra grantræer som terrasseunderlag til formålet.

Vi tror de kommer til at ligne en million i verdensklasse. Vent og se!


Kampen mod muldvarpen
Nu er de små bavianer igen flyttet ind på Gl. Brydegaard. Egentlig kan vi godt lide muldvarper, og syntes det er et ret fantastisk  arbejde de udfører. Bare ærgerligt – det lige er i vores have, og ikke på Aksel –  vores nabo´s eng, de maltrakterer græsplænen. Så nu er jagten på muldvarpen gået ind med både fælder og marinerede sild. Vi er blevet fortalt, at sild skulle være fortræffelige til at jage dem bort fra ens egen matrikel. Følg med her på bloggen.

Afslutning på et godt kursusforløb

Pernille og Liselotte, konsulenter fra U-facilicator takkede glade af, for endnu et dejligt ophold på Gl. Brydegaard.